Har haft nogen fantastisk gode ture på cyklen den sidste måned, ikke noget med skemalagt træning, bare lækre ture i dejligt terræn sammen med andre ryttere med samme holdning til sporten som jeg selv. Kan det blive bedre?
Jeg er overrasket over, hvor mange kilometer skøn singletrack der er her i området. Jeg ved jeg har sagt det før, men det er utroligt at man ikke skal mere end 10 kilometer fra Hareskoven, hvor man efterhånden kører slalom mellem andre ryttere, heste, hunde, orker, stavgængere, løbere og kæmpe mudderhuller, før man har skoven for sig selv. Min tur i dag er et godt eksempel, da jeg rammer skoven 3½ kilometer fra min hoveddør, er ca. 40 mennesker samlet ved en af bålpladserne, grillen er tændt og ungerne render rundt og leger i solen, fra dette punkt ser jeg ingen, absolut ingen andre mennesker de næste 25-30 kilometer, før jeg er tilbage tæt på hovedvejen hvor skoven slutter! Det er 5-6 kvarter hvor vi (4 mand), havde skoven og sporet helt for os selv – vanvid?
Ruten vi kørte i dag var til og med 80% singletrack / små stier og 20% asfalt / grussti, dvs. langt hovedparten var kvalitet og sjov mtb, hvor både konditionen, fokus og teknikken blev sat på prøve. Jeg kan ikke fatte det…Man får lyst til at låne et par slogans:
1.Because i am worth it!
2.Just do it!
3.Im loving it!
Find selv på flere….Vejret er jo også i top i disse dage, ikke for varmt og ikke for koldt. Jeg har haft mine havemøbler i 2 måneder, men dagen i dag er første gang de har været i brug! Ved godt vi tidligere har haft 2 lune aftner i 2010, men der har jeg ikke været hjemme, så for mig startede sommeren i dag, og det uanset at vejret igen skifter i weekenden.
Sidste søndag var også en fantastisk dag på rammen. Henrik fra de grønne havde, sammen med kæresten Helle, inviteret til mange kilometer hemmelige spor i Tisvilde Hegn, og hvilken dag det blev! Knap 4 timer på for mig nye tracks, samt afsluttende fiske-lagkage og pandekager med Nutella und alles og det til og med i haven under blå himmel og 20+ grader. Klasse. Jeg havde været småsyg i dagene op til, men denne tur ville jeg ikke misse, jeg manglede nok 10-20% på toppen, men fik alligevel sneget med de andre de knapt 50km rundt. Viste ikke der var så mange kilometer spor der oppe, men vi kører også da samme 10 kilometer hver gang der er løb i området. Længe leve lokale guider.
I weekenden er der H24 (Nordic24), jeg skal igen deltage i solo klassen. Målet er 12 timer på rammen alt i alt, bidt over på midten med 6-8 timer hjemme i min egen seng. Det er sjovt at følge div. fora, hvor mange ryttere i solo klassen mener og tror, at de skal og kan sidde på rammen i 24 timer, det troede jeg også første gang jeg stod over for denne vanvittige opgave… En motionist i motionist form, kommer ikke i nærheden af fuld tid, det kræver intensiv træning i måneder op til løbet, man kommer ikke langt med 1-2 ugentlige ture i skoven, samt et HotCup løb ind i mellem. 10-12-14 timer er også en sejr i sig selv, det er dog svært at overbevise hjernen om det, når målet i tiden op til nordic24 har været fuld tid på rammen. Et godt råd er derfor at sætte et realistisk mål og tage det hele time for time og omgang for omgang. Spis din egen medbragte mad og drik din egen medbragte energi, regn ikke med at det du får passer din mave og det behov din krop har – ikke fuldt ud i hvert fald. Hvis dit mål er max antal timer, så gå op ad ‘alle’ bakker fra 1. omgang! Har du først fået kramper er det slut. Lad være med at syre sine ben i smadder, gå, rul og tril! Lad dig overhale prøv ikke at hænge på andre! Ha god musik med på din iPod. Drik hele tiden, spis ofte, men ikke ret meget.
Ovenstående er mine egne erfaringer, brug dem hvis du kan og har lyst, det virker for mig. Jeg glæder mig til weekenden, vejret ser ok ud for første gang i 3 år. Jeg skriver lidt om løbet engang efter weekenden.
Til sidst kan jeg lige komme med en lille servicemeddelelse; H12 afholdes i 2011 den 7. maj. Vi satser på at åbne tilmeldingen omkring den 1. september. Der er stadig nogen hængepartier mht. 2010 udgaven, bl.a. nogen ekstra gavekort som skal uddeles til et par hold og soloryttere som blev ”snydt” i resultatlisten. Vi mangler også H12 The Movie 2010. Hold øje med H12.dk i de nærmeste uger.


















Enig det er dejligt at ha’ skoven for sig selv.
Held og lykke med H12. Det bliver spændende at se om du kan holde din plan med sammenlagt 12 timer i sadlen ;-)
En enkelt rettelse til din ‘turbeskrivelse’. Vi mødet en rytter på vej ud af skoven. ;-)