4. afdeling af HotCup blev afviklet her til aften, og hvilken aften! Igen var de grønne stærkt repræsenteret, faktisk røg vi af sted sammen på en lille opvarmningstur, flot så det ud, og det blev da også bemærket og nævnt af flere fra andre klubber, ”Det ser sgu ud til at I hygger jer”, og ja, det gør vi!
Jeg kan godt mærke at jeg har fået nogen promiller mere fart i benene, ikke det store, men det går bedre, mit mål er 12 timers i august og 12 timers i september, hvor jeg skal køre på hold, ideen er at smide et kilo om ugen over sommeren, samt at få trænet minimum 3-4 gange på rammen de næste 10-12 uger, jeg har ikke planlagt sommerferie, så det skal nok kunne lade sig gøre, hvis vejret holder bare nogen lunde. Det er ikke så meget formen som er et problem, det skal nok komme, det er mere kampen med komme tilbage til kampvægt som bliver hård, men beslutningen er taget!
Dagens løb var fantastisk, ikke farten men stemningen og vejret! Det gode ved HotCup er det lave antal af ryttere på sporet, kø er der ikke så meget af, det bringer tankerne tilbage til DustCup for 3-4 sæsoner siden.
Jeg startede blandt de sidste 50 mand i box 5, men det betyder ikke noget, bare pulsen kommer op og jeg får lagt nogen af de grønne bag mig, er jeg glad. 1. omgang gik godt, jeg lagde mig på hjul af Kaj, som jeg har haft nogen gode kampe med i tidligere sæsoner, jeg har dog ikke kunne følge med de seneste 2 år (ingen træning og rigtig dårlige arbejdstider), men i dag skulle det være! Kaj gav god gas og jeg hang på, mens vi zig-zagede os gennem feltet, og derved hentede 20-30 placeringer på den første omgang. Efter et par kilometer fik vi kontakt med Philip fra klubben, så der lå vi 3 mand i 20-25 minutter, jeg måtte dog kapitulere da vi ramte målstregen første gang, formen er der ikke endnu, men det var en fed fornemmelse så længe det varede. På anden omgang får jeg overhalet Hanne på vej op ad kælkebakken ved Skovlyst, hendes gear hakker godt i det, men som vanligt giver hun den bare gas, og vrider rammen op over toppen uden at brokke sig – respekt.
Jeg får noget hep og tilråb fra Katja og Alice, sorry jeg ikke lige takkede og fik sendt et smil tilbage, men jeg var hård presset, jeg hørte jer tøser, det var fedt, tak! Jeg finder et par ryttere som jeg slår følge med, vi har gennemsnitligt et rimeligt ens tempo, jeg hænger dog noget på bakkerne, men henter lyn hurtigt de andre igen, når der står grus og tonse-singletrack på menuen. Flere gange ser jeg mig tilbage, hvor Finn fra Hustlerne ikke er langt efter, jeg fik overhalet ham tidligt på 1. omgang, men jeg får aldrig rigtigt sat ham ordenligt, men det giver bare blod på tanden – så må der graves endnu mere dybt.
Ude på 3. omgang kan jeg godt mærke, at jeg nok har kørt lidt for frisk til de første 45 minutte af løbet, mine lår begynder at krampe på bakkerne, så jeg må af og gå – øv. Det går stadig godt på tonsestykkerne og nedkørslerne, men så snart jeg skal op ad den mindste bakke, må jeg helt ned i det laveste gear, og ‘rulle’ op, det er slet ikke muligt at træde de watt som er nødvendige, derfor taber jeg den ene placering efter den anden, det er en skidt skidt fornemmelse at se ryttere smutte forbi, ryttere som jeg havde kæmpet med gennem hele løbet!
Nå, i mål kommer jeg da i 1. time og 21 minutter, måske en god ting at jeg smed tid på kramper, for så missede jeg den sidste omgang? Naa… hellere slipper for kramperne og få kørt nogen flere kilometer?! Dog var jeg glad da jeg så uret viste at løbet var slut, jeg var helt færdig, batterierne var tømt. Finn nåede lige akkurat forbi på en bakke inden mål, mens jeg dog lige fik holdt Hanne bag mig, hun kæmpede ellers bravt de sidste par kilometer, godt gået.
Det næste løb jeg er tilmeldt er ikke før til august, så nu står den på lange hyggelige ture på både landevej og MTB, det vigtige er at jeg holder mig til mit mål om at komme tilbage til kampvægten. Tak til de grønne, det er en fornøjelse at give gas med jer, jeg vil ikke bytte… Nu står den på dyner, jeg skal bare passe på kramperne, de sidder lige under huden, jeg skal ikke gøre nogen pludselige bevægelser…


















Du er velkommen J-Lo det er det mindste efter alle de gange det har været omvendt og du har været den der kom med positive tilråb på sporet. :-)