Så blev det endelig min tur til at komme på cyklen. Dagens etape var på ca. 53 kilometer og 1500hm, hvilket jo ikke lyder faretruende, men når højdemeterne kommer på kun 3 stigninger, så kan man godt nå at blive træt i benene, det er jo ikke asfalt der er tale om, men lækker singletrack.
Jeg stod helt bagerst i feltet ved starten, vi havde lige måtte panik-købe vand i det lokale supermarked, da vi havde regnet med at kunne få ved starten, hvilket viste sig at være en misforståelse. De sidste 4 etaper af MTB Challenge 2009 var åbne, det vil sige at alle med en mountainbike kunne komme og være med helt gratis, på stregen stod der derfor familier med den lokale udgave ar Greenfields, flade tennissko og almindelige shorts, det var et skønt syn. Hvor mange af disse ryttere som kom i mål er jeg usikker på, ingen tro jeg, for det skulle vise sig at dagen ville blive rigtig led, ikke kun pga. ruten, men også fordi vejret for første gang viste sig fra den solrige side, med langt over 30 grader i solen.
Løbet blev skud i gang, og vi rullede uf af byen, bag en politibil med blinkende lygter og sirene. Efter blot 1 kilometer begyndte det at gå op, dog på asfalt de første 6-7 kilometer, men stigningen var konstant uden en eneste flad meter, lungerne var på overarbejde. Jeg fik ondt i maven, med sikkerhed forbi jeg spise morgenmad alt for sent, nemlig kun 1.30 time inden start, hvilket er en dum fejl som kun en nybegynder laver, normalt spiser jeg ikke noget med mindre der er 3 timer til start! (Tak til Grønbech, hvis råd jeg har fuldt i mange år – bare ikke i dag). For enden af asfaltvejen ramte vi det første skov og græsområde, jeg kom helt oven på nu da terrænet fladede ud og man igen kunne få lidt fart i cyklen, det var dog en meget stakket frist, for få hundrede meter fremme, kom en bakke så stejl, at jeg måtte af og trække ca. 500 meter. Varmen og solens stråler slog hårdt ned over den tunge del af feltet, som kæmpede sig over bakken, op på cyklen igen og videre, men pinslerne var ikke overstået endnu! Efter den lede stigning kom vi heldigvis ind i skyggen, men kun for at se endnu en bakke, denne gang ca. 2 kilometer lang, som slet ikke kunne køres, på det stejleste sted var den så led, at jeg måtte bære cyklen over store sten og rødder, ingen i feltet kunne køre denne stigning, det er sikkert, heller ikke de off road motorcykler som overhalede os, kunne klare opgaven. Midt på bakken blev jeg overhalet at en rytter som sagde: ”This is why the race is called MTB Challenge, and not MTB Race” – en sætning som jeg havde i hovedet hele dagen.
De første 12 kilometer var op op op op uden mere end 100 meters nedkørsel og ca. 500 meters flad vej, resten var lige op i himlen. Da jeg nåede toppen var jeg fuldstændig mørbanket, alt energi var suget ud af kroppen, og kun fordi der ventede en længere nedkørsel, kunne jeg fortsætte. Og ned gik det, teknisk singletrack med store sten og rødder, og en hældningsprocent som ikke findes lig på den røde eller de blå omkring København – langt fra.
Jeg havde nu tilbagelagt 20 af de 53 kilometer, og igen begyndte det at gå op, jeg havde kalkuleret med første depot efter 20 kilometer, men det kom aldrig, i stedet begyndte endnu en led stigning, denne gang op til bjerg nummer 2 af dagens buffet på 3 stk. Turen op var meget meget lettere end den forrige, vejen var primært på grus, men procenterne var stadig lede, ikke så meget til at starte med, men de blev slemme fordi der bare ikke bare nogen pauser overhovedet. Hele etapen var enten op eller ned, der var ingen sektioner hvor jeg bare kunne trykke på og tonse på ‘flad’ vej, hvilket er min specialitet, så pulsen var hele tiden i top, enten fordi jeg var presset opad, eller fordi adrenalinen pumpede grundet de til tider meget udfordrende downhill sektioner. På andet bjerg trak jeg en del steder, ikke fordi det var for stejlt, men fordi mine ben var møre, det var rart at gå nogen hundrede meter, for derefter igen at hoppe på cyklen, og trille op af bjerget i de helt lave gear. Flere steder stod jeg og nød udsigten i nogen minutter, det er et helt forrygende landskab, så hvis du kan li’ mountainbikeing, så tag af sted til området, det er både smukt, billigt og udfordrende – drop Harzen of Gardasøen, prøv noget nyt, der er 100 vis af markerede tracks.
På første bjerg havde jeg haft selskab af en håndfuld ryttere, bl.a. Daniel som er en af de 2 tyske brødre, samt Russel fra Sydafrika. Dog skiltes vores veje efterhånden som stigningerne ‘tog livet af os’ og jeg var ikke mere sikker på om de var foran eller efter mig. Fra og med midten af stigning 2, så jeg ingen andre ryttere overhovedet, det var helt Palle alene i verden, jeg ved der var ryttere efter mig, men jeg så dem aldrig.
Nedkørslen fra 2 bjerg var generelt på bredere stier og tracks, men der var til gengæld lang mere mudder og klipper, man skulle virkeligt holde tungen lige i munden. For enden af nedkørslen fandt jeg endeligt det første depot, det lå 29 kilometer efter starten, hvilket var meget sent, da normalen for løbet var ved. 20km mærket, heldigvis havde jeg en flaske og min 3 liters Camalbak med, så jeg led ingen nød, men mange andre havde kørt bjerg 2. uden væske, viklet er helt held i vejret når det er 30 grader. Jeg tror det var et kiks fra arrangørens side, på alle de andre etaper havde de styr på det.
Den 3. og sidste opkørsel var den klart letteste, jeg var havnet på et plateau, og skulle derfor kun køre en stigning på ca. 4 kilometer til toppen, ca. halvdelen af de to foregående. Nær toppen fik jeg lavet lille film som du kan se her under. Turen op var primært på grus, en gammel hyggelig vej med 2 hjulspor, samt mindre men grumme stykker med større sten. Det var en dejlig fornemmelse da cyklen pludseligt begyndte at rulle af sig selv, nedkørslen kom som sendt fra himlen, nu viste jeg at der ikke var flere højdemeter tilbage, kun 8 kilometers lynhurtig uteknisk nedkørsel, hvor cyklen fik alt den gas den kunne, med de sparsomme kræfter jeg havde tilbage.
I mål fik jeg vasket cyklen og spist og drukket, benene var faktisk forbavsende friske, jeg tror min nedtur tidligere skyldes en kombination af varmen og de 2 kilometer slæbende med cyklen, varmen er noget af det værste for mig overhovedet, ued på ruten savnede jeg ind i mellem det danske vejr og lidt støvregn. Dagen var super fed, jeg var virkeligt glad for at jeg fik rørt mig lidt, frem for at sidde i bilen det meste af dagen, måske jeg napper alle etaper i 2010 udgaven, hvis nogen vil med? Se ruteprofilen fra dagens etape her.
Senere på aftnen til præmieoverrækkelsen, fik vi det vildeste regnskyl, det skete faktisk et par gange i løbet af ugen, mere om det i et senere afsnit…
Udsigten nær Bado:
Alice interview med Ole:
Så er der hagl!
Trackbacks For This Post