Så er det dag 4, og desværre fik dagens etape en kedelig afslutning, men mere om det senere. Alle var ellers super glade og tændte fra morgenstunden, solen skinnede og sporet var tørret rimeligt op. Alice havde sneget sig til den ekstra opredning vi havde på vores hotel, så hun var ekstra klar til dagens strabadser. Hotellet var ellers ikke noget at råbe hurra for, standarten er noget lavere i Tjekkiet end den er i Polen, men der var rent i krogende, og det er det vigtigste. Ingen af os havde ellers kunne falde i søvn aftenen før, for festen som i allerede har oplevet lidt af, gennem videoerne fra gårsdagens rapport, fortsatte frem til ca. 23.30, hvilket er alt alt for sent for trætte og brugte mountainbike ryttere. Den lokale bande af talentløse sangere og musikere, gav den fuld gas med tjekkiske oversættelser af bl.a. “Pretty Woman“, “Dont Worry, Be Happy” og “I Had The Time Of My Life”, eller hvad den nu hedder(?) fra Dirty Dancing – det var super skidt, men på en eller anden måde var det helt ok på dagen. Der var fuld fart på de lokale, de sang og drak store øl, bare pisse surt at vore værelsesvindue vendte lige ud mod scenen.
Det havde ikke regnet af betydning om morgnen, så sporet var efterhånden fint, selvfølgelig var der mudder, men ikke nær så meget som tidligere. Jeg havde virkeligt lyst til at komme på rammen, det trækker godt i de gamle ben, når vejret er godt, og der er hundredvis af mountainbikene samlet på et sted.
Ole var efterhånden blevet varm, det er som om kroppen lige skal fatte, at der nu pludseligt stilles helt urimelige krav om hastighed og højdemeter, i en grad som vi ikke er vant til fra Danmark. Det tager lige en dag eller to før man er ‘klar’, hvis man da ellers bliver det… Alice og Irene var også ved godt mod, de havde kørt en super etape dagen i forvejen, og givet rigtigt mange andre hold baghjul, så dagen i dag skulle også have en over nakken. Pigerne er meget meget populære i feltet, både staff og de andre drenge er vilde med dem, og skal hele tiden tale og charme, de er godt nok heldige! Nu ved jeg hvor nogen drenge går til ridning, måske man skulle starte til synkron svøm?
Nå, efter den vanlige hygge og håndslag, blev feltet skudt af sted, da de var ude af syne, pakkede jeg bilen og begav mig ud på landevejen, mod næste by. Fru. Garmin fik mig igen på afveje, men nok ikke mere end 10-15 minutter. På vejen fik jeg øje på vores tyske venners bil, det var 2 brødre hvor den ene måtte stoppe allerede på 1. Etape, grundet sygdom, storebror var nu blevet supporter lige som jeg. Begge gutter er super hyggelige, og det var derfor fint at have en at snakke og drikke kaffe med, i de timer hvor de andre var på sporet. Vi kørte nu videre i kortege, og fandt vores hotel, et rigtigt godt sted på toppen af byens højeste punkt. Efter vi havde indtaget vores værelser, gik turen til det centrale torv, for at modtage rytterne. Ole have slået følgeskab med feltets hurtigste kvindelige rytter, så han fik øvet sit tyske, mens hun fik et baghjul op af bakkerne. (Se video).
Alt var sådan set super, lige indtil vi fik en opringning fra Alice, hun var styrtet på den sidste nedkørsel, og havde brug for hjælp til at komme en tur på hospitalet for at blive tjekket. Heldigvis havde vi allerede været i bad, så vi røg uf af døren og ned på skolen, hvor Alice lå i skyggen, og blev opvartet af Irene og den lokale samaritter fra løbet. Alice havde fået en dyb flænge i højre albue, samt en del slag og hudafskrabninger i højre side af kroppen, heldigvis ikke noget rigtigt alvorligt, men det var tydeligt at hun ikke længere kunne være med i løbet, surt Alice, men også for Irene, nu havde de 2 lige fået så godt gang i stængerne. (se video). Det var et stykke minebånd som havde fået far i styret på cyklen, som derefter var blevet revet væk under hende med høj hastighed, det ene horn var knækket og styret slået skævt, ellers havde cyklen overlevet.
Ambulancen kom efter yderligere 15 minutter, Alice blev langt på en båre, og bundet godt fast. Chaufføren blev af løbsledelsen instrueret i ikke at give for meget gas, så vi kunne følge med i bilen bag efter, de kører temmelig råddent her nede på de små veje, bare spørg Johnni Junker fra T-bikes… Vi satte efter ambulancen, men vi måtte have klampen i kælderen og overhale ofte for at hænge på, vi tabte dog ambulancen af synes, da vi pludseligt havnede i noget trafikkaos, og de derfor slog sirenen til og mosede over i den anden bane – væk var de! Efter lidt tumult og et par opringninger, fandt vi bynavnet og adressen til hotellet, og da vi ankom var de allerede god i gang med at behandle Alices albue. De viste sig siden at Alice skulle tisse, og det så meget at de var nødt til at tænde sirenen, finde et lille hospital på vejen, køre Alice helt ind på toilettet i en kørestol, for igen at ligge hende i ambulancen og fortsætte mod det oprindelige bestemmelsessted, og det var grunden til at sirenen og de blå blink blev tændt! No kidding, en sjov historie.
Efter 4 timer var vi tilbage på skolen, hvor vi lige nåede en fadøl sammen med de andre fra løbet, samtidigt med at Alice fik tiltrængt medlidenhed fra de andre deltagere. Heldigvis var der ikke noget brækket, men hun kunne med sikkerhed ikke fortsætte løbet. Det eneste gode ved situationen (for mig) var at jeg nu havde nogen til at flytte Hondaen til den næste by, hvilket betød at jeg kunne køre den efterfølgende dags etape! Irene havde nemlig valgt at sidde dagen over i sympati, og da hun er dus med automatgear, fik hun nøglen til bilen, mens jeg fandt min Epic frem fra bagagerummet – jeg skulle på rammen, det var fantastisk!
Fortsættelse følger…
Morgeninterview mm.
Ole kommer i mål:
Alice behandles:
Hej Alice. Jeg håber at Jakob allerede har videregivet min knuser?
Kedeligt uheld. Utroligt at minebånd kan være så stærkt. Godt at det ikke gik værre, for nu er der håb om at vi se dig på cyklen til HeelsonWheel den 5/8!?
Go bedring til Cocio, ja sådan noget markerings bånd har jeg også pøvret at få om styret en gang tli dust, ikke sjovt :-) Goe rapporter JLO, keep on going.