FedeFingre

Der kom desværre ingen opdatering i går, da det ikke var muligt at komme på Internettet, så her er en forsinket rapport fra mandagens 2. Etape af MTB Challenge 2009.

Det var hotel_skifte_dag, så bilen var pakket til bristepunktet. Der var ca. 10 kilometer til byen hvor starten gik, så det var bare med at komme af sted. Efter lidt kælen for cyklen, highfives og tilråb gik starten, en af svenskerne var punkteret på startstregen, så han lånte Oles pumpe, hvordan det gik ham ved vi ikke, men han tabte en del tid i mål kunne jeg se – surt.

Jeg skulle køre ca. 1 time frem til næste by, så jeg fik loadet Hondaen med lidt godter og drikkevarer, samt et kort over området som jeg havde hentet hos løbsledelsen. Der er sgu styr på det her, informationen på Internettet kunne være lang bedre, men når man er her er alle mennesker involveret helt utroligt søde og gør alt for at hjælpe hvis man har spørgsmål eller problemer, det er en fornøjelse.

Nå, fru. Garmin ville igen et smut ind ‘over’ bjerget på små krøllede veje, men klog af skade holdt jeg mig til de store hovedveje, så store er vejene dog ikke, bare 1 spor i hver retning, så man skal passe lidt på, for der overhales hele tiden, nogen gange får man lyst til at lukke øjnene eller kigge væk, så tæt er de på hinanden.

Efter ca. 1. Time nåede jeg frem til målbyen, Woody og hans team var allerede ankommet (Woody er en af de bærende kræfter), og målområdet sat op. Hvordan de kan nå fra punkt A til B så hurtigt ved jeg ikke, men de kender med sikkerhed smutveje som ikke er på de officielle kort! Bare roligt, jeg har regnet ud at de har 2 målområder, som flyttes til hver anden by, men transporten af personalet sker med lynets hast, eller også har de alle en tvilligt….

Vel ankommet var næste punkt på min agenda at tjekke ind, men på hotellet kendt de os ikke, faktisk havde de slet ingen reservationer fra løbet i deres bog – shiit! Det er ikke let at kommunikere, da mit tyske er lige så rustent som Titanic, og de slet ikke snakker engelsk. (gid EU ville forbyde synkroniseret TV). Jeg måtte have hjælp, så jeg begav mig ud i byen for at finde Barbara, som er ansvarligt for hoteller, hun var heldigvis nede på skolen som bruges til overnatning for de som ikke har opgraderet til hotel_pakken, hvilket kun var 3 minutter væk. Det tog os ca. 1. time at få orden på situationen, som endte med at vi rykkede hele styrken ind på et andet hotel på den anden side af det store torv i centrum af byen.

Nu kunne jeg endeligt på tjekket ind og pakket ud, hvorefter jeg tog bilen ud på ruten til tjekpoint nummer 3. Det var timet og tilrettelangt, for netop som jeg ankom, kom Ole ned af bakken mod mig, humøret var super, men både vejret og ruten var også klart mere menneskelig end søndagens dræber at en tur. En Tjekke havde mistet en skrue til sin klampe, så jeg endevendte min bagage, da jeg viske jeg have nogen et sted, sammen med et sæt ny klamper. Efter nogen minutter var han videre med skoen i pedalen, og jeg fik lovning på en stor fad når de kom frem til mål.

I solskin og med nedrullede ruder, begav jeg mig tilbage til byen for at heppe og tage imod. Det var tydeligt at dagens rute og det langt bedre vejr, gjorde stemningen i feltet super god, alle smilede og så glade ud, selv efter mellem 3.5 – 8 timer i sadlen. Da Ole kom ind, fik vi vasket cyklen og spis lidt aftensmad, 18.00 var der præmieoverrækkelse på det centrale torv, hvor ‘hele’ byen også var samlet til fest og underholdning. (Se videoer).

Vi så Irene og Alice køre i mål fra vores værelsesvindue, som lå lige ud til ruten, de havde haft en super dag på sporet. Alice havde, efter en roligt start på løbet, diamanter i benene, og rev cyklen hård over den sidste stigning. Synd der ikke er flere pigehold til så fedt et løb. Problemet er at der er for mange tilsvarende løb i samme uge, både Trans Alp og et ‘lokalt’ løb som trækker ryttere til sig, jeg håber de planlægger bedre næste år, for MTB Challenge er super fedt, og forholdsvis billigt.

Alice fik nasset sig til den ekstra opredning som var på vore værelse, så jeg håber hun fik sovet lidt bedre end tilfældet er på skolen, hvor man ligger i klasseværelser af 10-15-20 mand! Det er jeg sgu blevet lidt for gammel til.

Hun har også skrevet en gæsterapport her på siden, se den her under. Tak Alice.

Morgeninterview med Ole:

Morgeninterview med Mr. Podiumkiss:

Morgeninterview med Alice og Irene:

Ole P i mål:

Alice og Irene kommer i mål:

Fest på torvet 1:

Fest på torvet 2:

Pigerne på podiet:

—–

Så er der gæsteskribent på fedefingre.dk

Her lidt fra gæsteskribenten fra det vindende damehold. Vi havde efter min røvfuld og nedtur på gårsdagens onde etape, besluttet at tage det meget stille og roligt i dag, for at se tingene lidt an. Da starten gik kørte alle da også fra os og jeg måtte bruge næsten 10 km til at varme op, og få stivheden ud af benene. Jeg frygtede dagens etape skulle være bare tilnærmelsesvis lige så hård som den onde etape dagen før. Men der var dog ting der lovede lidt bedre, vejret tegnede bedre og så fordi etapen var kortet ned fra 84 til ca. 76 km da det havde regnet så meget at en opkørsel og nedkørsel var uforsvarlige at køre.

Det var så ikke fordi den blev meget nemmere, da regnen så også medførte at de nederste flade 33 km så praktisk talt var oversvømmet med 50 cm dyb mudderspor til følge. Det er temmelig hårdt at kører i og vi måtte af cyklen og trække flere gange. Det var svært at bedømme præcis hvor dybe de enkelte vandhuller egentlig var, så det var bare med at ligge bagefter så man kunne nå at se hvad der skete, hvad Irene måtte sande da hun modigt forsøgte at krydse en grøft, hjulet forsvandt dog fuldstændigt og ud overstyret røg Irene med hoved først. Det var svært ikke at fnise lidt og Irene trak tilbage og lod mig kører først et stykke vej.

Lidt efter så vi en af hjælperne der stod midt i mudderet og viste os den anden vej, da han mente det var til at passere, hans motorcykel var nemlig halvt forsvundet i mudderet og han stod nu og ventede på assistance til at hive den op.

Så dan gik det så til første food stop efter 24 km, vi havde stadig ikke set nogen og lå sidst i løbet. Nu kom der så en stigning på singeltrack og en fed nedkørsel frem til de 40 km, her fik vi lidt mere fart på cyklerne og begyndte at passere et par hold og soloryttere, turen videre var med en del græs kørsel som er temmelig hårdt, men endte med en fed nedkørsel på en ski bakke til det sidste food stop, vi havde beholdt farten på cyklen og lå nu godt lunt i sidste del af feltet, hvad vi var godt tilfredse med efter den stille start.

Nu var der så en del gods tilbage i benene og vi gik på den sidste og dagens længste stigning på 700 højdemeter med krum hals og det gik forrygende opad, hvor vi let smuttede fordi 2 mix teams og 3 solo ryttere. Da vi nåede toppen viste vi det mere elle mindre gik nedad og ser man bort fra en enkelt lille svipser hvor vi kom af det forkerte spor, gik det hurtigt nedad til mål. 5.45 var dagens tid sådan ca. og det var vi godt tilfredse med, denne gang var der endda overskud nok til at vaske cykel og komme i bad tids nok til at nå præmie overrækkelsen hvor vi jo som eneste damehold er sikret en plads på podiet hvis vi gennemfører.

Vi starter helt sikkert ud med samme stille start i morgen, og giver den gas efter hvor meget der er i benene, der er jo stadig nogen dage tilbage endnu og det vigtigste er at komme igennem dem alle.

Det var alt fra WATeam Podiumkiss (Alice Lund)