FedeFingre

Så blev det tid til igen at tage turen over atlanten, denne gang til Denver Colorado, hvor Specialized skulle fremvise deres 2009 program. Det ville blive en lang tur, først fly fra København til London, derfra videre til Chicago hvorfra vi skulle videre mod Denver. Fly er ikke noget som jeg ser frem til, ikke fordi jeg er bange for at flyve, men fordi jeg er for lang til den minimale benplads man bliver tildelt, samtidigt er sæderne for lave i ryggen, hvilket betyder at jeg ikke kan hvile hovedet. Et tredie problem er ryggen, jeg kan ikke længere sidde i så mange timer, jeg må op og stå minimum hver anden time, hvilket betyder at det er nødvendigt at få en plads ved gangen.

Turen fra København til London var med SAS, alt gik fint og vi kom frem til tiden. I London fandt vi hurtigt American Airlines og vores næste fly videre mod Chicago Turen over atlanten tager 8 timer, så det var vigtigt at jeg fik fat i et sæde ved gangen, hvilket også lykkedes. Vi fløj med en Boeing 777, en rimelig stor maskine, med 8 sæder pr. række. På vejen ud til gaten have vi mødt mindst 50 børn iført fodboldtøj, de larmede selvfølgelig en del, sådan er det jo, fint nok. Eneste minus var, at de alle skulle med samme fly som os, og at de var blevet tildelt pladser i samme sektion som vores lille gruppe – freden var forbi.

Heldigvis var der mulighed for både film efter eget valg, radio og computerspil via en skærm som var monteret i sædet foran, jo flere ting som kan hjælpe med at få tiden til at gå, jo bedre. Desværre var det ikke de bedste eller mest interessante film, men det var alligevel en god måde at få tiden til at gå. Så længe jeg havde hovedtelefonerne på, kunne jeg heller ikke høre alle ungerne. Ja, jeg er sku nok blevet gammel, men drenge på 10-12 år som skal slås med hinanden, hive pigerne i håret og rende frem og tilbage gennem flyet, er sku ikke sjovt i 8 timer. American Airlines skal dog roses for deres ansatte, jeg har aldrig fløjet med så flinke og opmærksomme mennesker før, servering var der bestemt heller ikke noget i vejen med – måske det har noget at gøre med at deres gennemsnitsalder var 40-50 år, dejligt.

Vi havde kun 1½ time til at når vores 3 og sidste fly fra Chicago videre mod Denver, så der skulle fart på. Desværre er det altid et helvede at komme ind i USA, først skal man gennem ”Immigration”, hvor alle tjekkes i hoved og røv (undskyld). Vi skulle aflevere fingeraftryk og have fortaget irisfoto, udspørges om personlige ting osv osv. Køen for at komme igennem immigration er altid lang, vi mistede vel 30 minutter på bare at stå i køen. Desværre blev en af de svenske rejsende til og med hevet med ind i et tilstødende lokale, for at blive afhørt endnu mere grundigt, hvilket bestemt ikke hjalp på vores i forvejen pressede tidsplan. Problemerne var dog ikke slut endnu. Efter immigration skulle vi finde vores kufferter, kun for at bære dem 200 meter til Amarican Airlines skranke, hvor de igen skulle afleveres, så de kunne komme med videre til Denver. Bagage skal altså nu afhentes og afleveres første gang en rejsende rammer en Amerikansk lufthavn, ikke noget med at få det hele sendt direkte til destinationen. Alt denne ballade gjorde, at vi selvfølgelig ikke nåede vores fly. Vi var ikke de eneste, AA’s skranke var fyldt med utilfredse kunder, som alle skulle have tildelt pladser i andre fly. Efter endnu 30-35 minutters ventetid, fik vi nye billetter, eneste ulempe var, at vi måtte vente endnu 2½ time for at komme videre til Denver.

Vi besluttede os for at nappe noget mad i lufthavnen, vi have jo rigeligt tid – desværre. Vi fandt hurtigt en burger restaurant (der er jo USA), hvor vi satte os. Betjeningen er altid super i USA, men de ansatte lever også primært at de drikkepenge de kan skrabe sammen, der er derfor smil og højt humør konstant, nogle gange er det næsten for meget… Nå, vi skulle dulme vores skuffelse med et par øl, så vi bestilte kækt 6 x ½ liter, vi kunne dog ikke få dem udleveret før vi fremviste legitimation! Her sidder vi 6 mand langt over 30 med skæg og grå hår, og så skal vi til at hive pas frem, kun for at bevise at vi er over 21, vi var helt knuste af grin, det samme var servitricen, men ”I have to ask, or I can get in trouble” som hun udtrykte det – fair nok. Vi havde 45 minutter til at spise, dog havde vi, efter 30 min, stadig ikke fået udleveret vores mad, så vi sendte en stafet over for at høre hvad problemet var, ”your food will be there in 2 min” var svaret. Efter endnu 10 minutter var der dog stadig ikke sket noget, så vi spurgte igen. Manageren blev tilkaldt og vi fik at vide at de havde gemt os, ok det sagde de ikke, men det lå mellem linjerne. Maden var dog næsten klar, men da vi ikke havde mere tid, ville vi få burgere og fritter i ”to go” pakker, samtidigt skulle vi ikke betale for andet en øllerne. Da vi endeligt fik poserne, var der 1 minut til at vi skulle ombord, vi kastede derfor burgerne ned i rekort fart, det sjoveste var dog, at burgerne var halv kolde, hvordan det kunne lade sig gøre snakkede vi om i flere dage efter, meget underligt.

Endelig kom vi ombord, og flyet rullede ud af startbanen. De 5 andre faldt hurtigt i søvn, jeg tror også jeg fik sovet kort, men er ikke sikker. Da vi, efter ca. 2 timer, landede i Denver, skulle vi finde den shuttle bus som skulle transportere os til Copper Mountain, en by som primært lever af skiløb om vinteren, en vinter som er 10 måneder lang! Byen ligger også i 3000 meters højde, så det bliver hurtigt koldt, det kunne vi se om morgnen, hvor der var is på bl.a. fortov og de broer som var over den flod som løb igennem hele byen, og det selv om det ofte var 25-27 grader om dagen når solen var fremme. Nå, det var bussen vi kom fra. Eftersom vi var landet 3 timer for sent, var der ingen shuttle til os, vi måtte derfor drysse lidt rundt, indtil vi fandt en venlig dame i informationen, som hjalp os med at finde en ny bus. Der var ca. 160km. Så de ville tage endnu 2 timer før i var fremme – damnit! Turen gik ok, men det var efterhånden 30 timers siden jeg forlod min lejlighed, så jeg var godt træt af den lange rejse.

Endelig ramte vi Copper Mountain, vi havde dog problemer med at finde hotellet, så vi måtte ringe lidt rundt for at få styr på det. Til alt held havnede jeg på værelse med Michael Berg, som er butikschef i Road Bike Shop Århus. Vi havde hver et værelse med 2 king size senge, TV, badeværelse, balkon og skabsplads til en hel familie, samtidigt delte vi en stor stue med stort køkken og pejs, samt en udestue med udsigt til bjergene, byen og den flod som lå lige neden for huset. Det var super fedt at være fremme, jeg røg på hovedet i seng, for at være klar til dagen efter.

Mere senere…