FedeFingre

Cyklen som bar mig igennem. Specialized Tricross Expert

Er netop kommet hjem fra ”Gribben” årets største mountainbike tonser race (Jeg havde dog taget crosseren). Løbet afholdes i Gribskov af Hillerød Cykelklub, et løb som varsler vinterens kommen, bl.a. fordi løbet som regel ligger morgnen efter vi har indstillet urene til vintertid, men også fordi start / mål ligger i et åbent område, så den kolde efterårsvind som regel har frit spil.

Jeg fulgtes med Niklas, vi fik hurtigt fæstnes cyklerne på ladet af Defenderen, og trykket klampen i kælderen, for hurtigst muligt at kommet frem til Alsønderup, hvor starten skulle gå. Niklas er efterhånden helt gået over til den noget mere metro-seksuelle del af cyklingen kaldet ”landevej”. Det er et skråplan, fuldstendigt vanvittigt og hovedrystende, en chokerende manøvre fra en mand som på alle andre punkter er en ok fyr! Kastaniebrune kroppe, barberede ben og solbriller med spejlglas hører til dagligdagen i de kredse, ikke noget som tiltaler en rigtig mand, næææ lad mig få sorte negle, myggestik, brændenælder, rifter og mudder – det er livet!

Nå, det var Gribben vi kom fra… Vi kom frem i godt tid. Efter at have skrevet os ind og hentet vores nummerplader, fik vi hilst på venner og ’fjender’, der var rigtigt mange til start som vanligt, men løbet er også en klassiker efterhånden. Jeg havde valgt at køre den korte rute i år, dvs. 1. omgang af 42 kilometer, Niklas havde købt billet til den lange som bestod af 2. omgange på i alt 77 km. Det var første gang jeg skulle køre den korte udgave, de 3 andre gange jeg har deltaget, har jeg kørt 77 km ruten, men pga. svigtende form, og seniors ømme knæ, havde vi valgt den korte i år.

Feltet med ryttere som skulle tilbagelægge de 77 km, blev sendt af sted kl.10.00, vi andre 10-15 minutter senere. Feltet var stort, jeg tror vi må have været minimum 250 ryttere alene i 42 km gruppen, så der var trængsel på skovstierne. Senior lagde ud i et hårdt tempo som vanligt, han driblede sig igennem slangen af ryttere, så det var bare med at holde på. Jeg lå længe og kørte over evne som 3. mand efter Senior og Kent, men efter 6-8 kilometer kom der heldigvis lidt mere spredning på feltet og hastigheden gik derfor også lidt ned. Netop som vores gruppe var fundet ind i et godt samarbejde, blev vi uheldigvis stoppe af bommene, da vi skulle krydse Gribskovbanen første gang, så der hold vi så og gloede i er par minutter, før vi igen kunne fortsætte. En håndfuld ryttere kunne ikke vente, og krydsede derfor sporet mens lamperne lyste og højttalerne bimlede – det er sku ikke ok, hverken for deres personlige sikkerhed, men heller ikke for de konkurrenter som overholder færdselsreglerne. Flere burde have væres diskvalificeret, for der var minimum 1 vinder i blandt, ingen nævnt ingen glemt.

Efterhånden som vi fik lagt kilometer bag os, fik jeg bedre og bedre ben, sådan er det altid, jeg skal lige i gang. Pludselig fandt jeg mig selv forrest i en gruppe på ca. 10 mand, der lå jeg så de næste 10-12 kilometer og gav den fuld gas, pulsen kom aldrig under 174 så det var hårdt, men en fed fornemmelse. Ingen ville tage føringer, selv om jeg flere gange slog ud og kiggede mig tilbage, så der var ikke andet at gøre end at fortsætte. Det sjove ved et helt uteknisk løb som Gribben, er at man for en gangs skyld har mulighed for at køre i felt, ligge på hjul, køre andre felter op, eller falde tilbage fordi man ikke længere kan hænge på den gruppe man er havnet i, det sker ikke så ofte i de løb jeg normalt deltager i. Mountainbike på smalle tekniske spor, giver ikke de samme muligheder for at ligge mange ryttere samlet i en gruppe, samtidigt betyder det at ligge på hjul ikke helt det samme, når vi kører på spor inde mit i en skov, hvor der ikke er noget vind overhovedet.

Efter 1 time og 37 minutter kørte jeg i mål sammen med senior, mener vi blev 65/66 ud af de 222 ryttere som gennemførte 42 kilometer distancen. Vi havde før løbet snakket om at 1.30 nok ville blive svært, så vi havde satset på at nå rundet på 1.45, hvilket vi klarede uden problemer. Kent kom ind kort efter, så vi kan kun være tilfredse med placeringerne. Næste år er målet 77 km ruten på under 3 timer.

Sandwich, kage og kaffebordet i målområdet var til UG, dog savnede vi energidrik før løbet, samt et depot på ruten. Der var også ballade med rutemarkeringen for de som kørte 77 distancen, men det er umuligt at gardere sig i mod idioter som fjerne pile ude på ruten.

Som vanligt var det super hyggeligt at møde andre i grønt; Niklas, Skakke, Christian H, Jais, Thomas C, Kent, Jan og jeg selv repræsenterede TMGM (The Mean Green Machine) på bedste vis på dagen. Under alle omstændigheder kommer jeg igen næste år, for igen at køre den lange. Se årets 42 km rute her, optaget på min Garmin Edge 305.