FedeFingre

47 km ruten iført kilometer prikker… 

“Det er ren grus-race indtil de sidste 20 km“… yeah right! Enten er jeg taget ved røven, ellers var ruten lavet rigtigt meget om i år?! Hvad snakker jeg om, jeg snakker seføli’ om Hillerød MTB Marathon, Danmarks dyreste mountainbike løb. Jeg havde allerede inden løbet hørt rygter om at ruten var ændret, mere single-track skulle være kommet til, mange kilometer grussti fjernet, hvilket jo kun er positivt, jeg kan dog ikke sammenligne ruterne fra tidligere med dette års prøvelse, da jeg ikke har deltaget før, mine udtalelser bygger således på løse rygter og historier fra cykelryttere, hvilket man som vanligt skal tage med et gran salt. ( Specielt når de kommer fra Steen Go’e Ben ;) )

Det er ok at køre i mudder, men det kræver minimum at cyklen er preppet med de rigtige dæk, hvilket min Rivette H6’er bestemt ikke var! Jeg havde trimmet maskinen til race, for “Det er ren grus-race indtil de sidste 20 km”, så på med de hurtige dæk, bremseklodserne blev også tjekket, ikke nye, men der var rigeligt klods tilbage til den smugle grussti.

Løbet starter ud i regnvejr, senior og jeg tager det roligt, helt bagerst i 67km feltet, der er jo rigeligt tid til at rykke frem og forbi de ryttere, som i vanlig stil ligger alt for hårdt fra land. Det fine ved den måde løbet starter på er, at de som skal køre 103km starter forrest, det betyder at vi som kører hhv. 67 og 47 km hele tiden fanger og passere langsommere ryttere, det er en fed fornemmelse, da man bilder sig selv ind at farten og benene er bedre end de måske er – meeenn… det er vel fair nok at ryttere som skal køre 100+ km i mudder til anklerne, kører en del langsomemere end os andre, den logik smider man dog hurtigt bagerst i bunken når man er på sporet, her er det de positive vibes som tæller.

Efter nogle kilometer overhaler vi Jannik ’Pixelution’, som har meldt sig til 103km, selv om Jannik er en (t)ung dreng, er der godt fart i cyklen, det er ret imponerende. Jannik får et par tilråb og et klap på skulderen, hvilket er alt jeg har overskud til, da jeg allerede var presset i mit forsøg på at hænge på senior, som havde 100-150 meters forspring, han er sku godt kørende den gamle… På grusstierne havde jeg overhovedet ingen problemer, det var ren Thor Hushovd, vi overhaler rigtigt mange, mit problem er stigningerne hvor jeg har det svært, her er det tydeligt at formen ikke er eksisterende. Senior kører dog rigtigt godt, så godt at han ofte må kigger sig tilbage for at tjekke om hans 28 år yngre søn stadig er med – skidt.

Jeg møder flere kendinge på ruten, bl.a. Steen fra DMK, som er teamet op med Mette Høgsberg, vi ligger lidt i ’felt’ hen over en græsmark, jeg har allerede ømme ben og høj puls, men jeg er og bliver en langsom starter, så ingen grund til panik. Jan og jeg får lagt DMK teamet bag os, selv om Steen nok vil påstå noget andet? Jeg hænger på de første 27 kilometer indtil det uundgåelige sker, jeg punktere på baghjulet, sidste år til ��?Gribben��? punkterede senior 3 gange inden for 30 kilometer, så minimum 1 punktering til Hillerød Marathon må være at vente. Jeg hopper af cyklen, men får sendt Jan videre, da han var for godt kørende til at smide tid på en punktering. De næste 12 minutter bruger jeg på at få gjort cyklen køreklar, jeg fik bl.a. frosset huden af 2 fingre med min CO2 pumpe, så der var blod og mudder over det hele – YEAH! Mens jeg sidder og roder, kommer bl.a. Steen og Mette forbi, Steen tilbyder sin hjælp og jeg låner en pumpe for en sikkerheds skyld.

De 12 minutters ufrivillig pause giver mig stive ben, jeg kommer aldrig rigtige i gang igen, allerede omkring de 40 km begynder de første kramper at melde sig, bl.a. kramper jeg fuldstendigt til i begge ben, lige efter jeg igen har fået kontakt til Steen og Mette, jeg prøver dog at hænge på, da det er noget hyggeligere at køre med folk man kender, men jeg måtte opgive. Efter at have stået stille nogle minutter, triller jeg helt roligt videre, jeg har dog bestemt mig for at tage den hurtigste vej til målområdet, hvilket betyder at jeg kører 47k og ikke 67km ruten hjem. På daværende tidspunkt er cyklen også godt medtaget, bremseklodserne er væk, og der er så meget mudder i mine gear, at jeg må bruge mit sidste vand på at rense kassetten, i mål kommer jeg dog, noget slukøret, efter en tur som sikket havde været bedre iført mudderdæk og nye bremseklodser.

Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke havde en god tur, for det var sku skægt nok, men det havde været sjovere hvis jeg ikke havde sat næsen op efter race…